Historier
De små historier om kærlighed og positiv energi, er skønt for både dig og dit barns sind og lærer dit barn at gå ind i sig selv og mærke efter i krop, sind og hjerte. Historierne giver jer en kærlig og rolig stund sammen, som er uvurderlig i en travl hverdag. For et øjeblik skrues der ned for den strøm af stimuli, som konstant omgiver jer som familie. Vi kan ikke stoppe alle stimuli omkring vores børn, men vi kan lære dem, hvordan de navigerer i dem og hvordan de finder ro, balance og vigtigst af alt livsglæde.
I kan enten lytte til de indtalte historier sammen, eller du kan læse kærlighedshistorierne ’I mit hjerte’ højt for dit barn. ’I mit hjerte’ er lavet som en guidet visualisering med dit barn. Hvis dit barn ligger roligt og har lukkede øjne, når du læser, så kan du nå dybere ind. Uanset hvornår på dagen det er. Hver af de fire visualiseringer (historier) har en særlig lille indledning til hver – og hver med et par opfordringer til eftertanke og refleksion. Vi anbefaler, at I laver dem i kronologisk rækkefølge og gerne med lidt tid imellem. Gennem repetition lærer dit barn de enkelte trin at kende, og han eller hun får bedre forudsætninger for at fortsætte.